Weekendavisen 24. januar 2025

Kan januar blive mere isnende end at være tvangsindlagt til Trumps kroning blandt oligarker? Vi er som skruet fast i en evig omgang doom scrolling. 

Men der er ikke plads til at lade sig opsluge af defaitisme. Der er ikke tid til at forsvinde i nederlagets bitre tundra indrettet af autoritære oligarker. Netop nu er det afgørende, at vi ikke giver efter for følelsen af trøstesløshed. Hvis verden er på vej mod et illiberalt og autoritært sted, er det nu, vi skal rejse os fra depressionens sofa og kæmpe for det åbne samfund.

Efter 1989 blev det åbne, demokratiske samfund det naturlige ideal for langt de fleste borgere i et pludseligt åbent vindue af frihed. Nu står autokratiske kræfter klar til at smække vinduet i. Der ligger ikke agtværdige idealer bag. Det handler mest af alt om at berige sig selv og være imod vestlige, liberale frihedsidealer. 

Det åbne samfund er truet af kræfter, der ønsker at lukke grænser, stater og normer. Sådan har det altid været. Det nye er, at tech-oligarker nu står klar til at finansiere kampen mod frihed, og at historiens ”strålende by på toppen af en bakke” har forvandlet sig til klovnenes galehus. 

Bismarck bemærkede, at politik er det muliges kunst. Men politik er også at stræbe efter det umulige. Det er at række ud over det almindelige og skabe plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden. Det er nu vores ansvar som borgere at kæmpe for de principper, der ligger til grund for vores frie samfund.

Historien har vist os, at de mørkeste tider ofte er forløbere for store forandringer og gennembrud. Tænk på 1989, hvor almindelige borgere rejste sig mod undertrykkende regimer og rev mure ned, både fysiske og mentale. Deres mod og håb skabte en ny verden, hvor frihed og demokrati kunne blomstre. Det er denne ånd, vi skal genkalde os nu.

Lad os ikke falde hen i gold defaitisme, men i stedet finde styrken til at kæmpe for det åbne samfund og en verden, hvor frihed, retfærdighed og menneskelig værdighed kan blomstre. Det er vores pligt, vores håb og vores fremtid.

Efter endnu en radioavis fyldt med alverdens død og ødelæggelse sagde min mormor ofte: Hvad skal der da blive af verden? Men hun tilhørte samtidig en generation, der midt i anden verdenskrigs rædsler, valgte at sætte håb og børn i verden, når den så allerværst ud. Den optimistiske trods er der brug for igen.